Sy selv ting til baby – nemme syprojekter
Under min graviditet havde jeg tid til at kaste mig over symaskinen og jeg syede selv flere ting, som fx lagen, sengetøj, babynest, aktivitetstæppe, suttesnor, små bamser, legetøj og en hel masse andet.
Det er super hyggeligt selv at sy ting til den lille, det er fedt at kunne give tingene et helt personligt og unikt udtryk, og så kan det også være MEGET billigere selv at sy (og nej, det er i virkeligheden slet ikke så svært).
Her er lidt inspiration, idéer og opskrifter på hvad man kan kaste sig over af syprojekter, når man alligevel går og venter på den lilles ankomst.
- Sengetøj/dynebetræk til baby. Jeg har ikke lavet nogen opskrift på det, da det er MEGET ligetil at lave. Jeg brugte babydynen at måle efter og så syede jeg ca. 10 cm ind i bunden i hver side, så dynen ikke falder ud. Sættet på billedet ovenfor er syet af gardinstof fra IKEA. Jeg syntes stoffet og mønstret var ret fint, så jeg lavede en helt række af forskellige babyting i samme stof.
- Lagen til vuggen, barnevognen, tremmesengen osv. (der skal bruges lagener til det hele). Det gik sent op for mig, at der faktisk var ret mange madrasser, som jeg skulle bruger lagener til og ikke nødvendigvis i samme størrelser – en oplagt mulighed for at specialsy lagener til diverse udstyr. Igen er opskriften meget simpel; der måles ud efter madrassen og der lægges ca. 10 cm stof til hele vejen rundt. Så syer du en løbegang i kanten hele vejen rundt og trækker en elastiksnor igennem. Træk lagenet over madrassen og stram snoren til, så lagenet sidder som det skal – slå knude og luk af.
- Suttesnor. En anden meget nem ting selv at sy til baby er suttesnoren. Her skal du dog bruge en clips, denne fandt jeg i Stof 2000, hvor jeg også faldt over en lille gummiholder til selve sutten. Den er lavet så smart at den passer til MAMs sutter med runde ender, men den kan også bruges til de almindelige slags sutter. Her brugte jeg et kantbånd til selve snoren og lukkede den blot i enderne samt syede langs kanten i længden, så den ikke folder sig op. Igen, MEGET nemt!
- Aktivitetstæppe til baby. Denne opskrift er dog lidt mere avanceret – du finder den her.
- Barnevognskæde. Jeg fandt en opskrift på en meget fin barnevognskæde med spøgelser og var simpelthen nødt til at afprøve den. Jeg har dog rettet til lidt hist og pist og resultatet blev fuldstændig fantastisk! Opskriften er fra Farmorfabrikken, se den her.
- Babynest. Et baby musthave, som jeg ikke kendte til på forhånd, men som har skabt stor glæde hos os og ikke mindst vores datter. Opskriften er dog ikke min egen – du finder den her.
- Aktivitet til autostolen. Jeg syede en aktivitetssnor til at binde på autostolen (se billede). Den blev super fin og krævede faktisk heller ikke det store arbejde. Jeg har desværre ingen mål eller opskrift på den, da den er lavet i “frihånd”, men smid en kommentar hvis du mangler den, så laver jeg én step by step. Først lavede jeg de tre vimpler, disse blev bare i noget reststof jeg havde liggende. Så syede jeg to snore, der var lange nok til at binde rundt om autostolens håndtag. Til sidst lavede jeg midterstykket (mål her afstanden på autostolens håndtag). Og til sidst satte jeg det hele sammen og tilføjede to små stykker kantbånd til at hænge legetøj i.
Jeg håber at det har kunnet give lidt idéer til hvad man nemt, hurtigt og enkelt kan sy til den lille – også selvom man, som jeg, ikke er en troldkvinde på en symaskine.
Mangler du step-by-step opskrifter på nogle af mine syprojekter eller mangler du flere nye idéer, så smid en kommentar herunder.